00



PRAKTISK INFORMATION OM KLUBBEN I CYKELKÆLDEREN




CYKELKÆLDEREN

Klubben i Espergærde ligger i kælderen på Mørdrupskolen - og bliver i daglig tale kaldt Cykelkælderen. Dette hyggelige rum er omdrejningspunktet for et væld af aktiviteter. Her kan du spille playstation, deltage i konkurrencer, sidde ved computerne, synge karaoke, spille pool, tage en runde bordtennis, spille lidt bordfodbold, se underholdning på scenen eller noget af alt det andet, der sker her. Udover aktiviteterne er Cykelkælderen også mødestedet for byen unge, hvor der hænges ud, snakkes, kærstes og hygges.

 

ÅBNINGSTIDER
Klubben er åben mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 19.00-21.45. Herudover er der åbent på udvalgte fredage, lørdage og søndage. Tjek kalenderen for de ekstra åbningsdage. Klubben åbner i forbindelse med indskrivningen den 12. september - og så har vi åbent frem til påske.

 

KLUBBEN FOR ALLE
Alle der er tilmeldt mindst ét fag eller kursus på EU kan komme i klubben. Om onsdagen er der gæstedag i klubben på EU - og her er der så også åbent for alle, der er elever på HU (der har medbragt deres US-ID-KORT).

 

EU-ID-KORT
Når man bliver tilmeldt får man automatisk et EU-ID-KORT. Dette kort skal altid medbringes, når man kommer på EU. Dels skal det bruges som adgangskort til skolen/klubben og dels til diverse aktiviteter som f.eks. bookning af tider, tilmelding til ture m.m.

 

MÅNEDSPROGRAM OG KALENDER
Der er altid aktiviteter i klubben. Hver måned bliver der lavet et månedsprogram, således at du altid kan tjekke dagen ud. Man SKAL ikke deltage i aktiviteterne - men det er en god måde at møde nye venner og søde voksne. Du kan hente månedsprogrammet i klubben eller tjekke det her på siden.

 

TURE UD AF HUSET OG X-TRAS
I løbet af sæsonen er der en række specialarrangementer og ture ud af huset. Du vil altid kunne se det aktuelle tilbud i klubben og på nettet. For alle arrangementer gælder det, at der er tilmelding og en tilmeldingsfrist - mere info i caféen i klubben.

 

CAFÉEN
Der er altid mulighed for at få stillet en lækkersult på EU. Vi har en økologisk, og sund café, der altid har et godt tilbud med sundt, salt, sødt, mættende og læskende. Hvis du selv vil være en del af denne café - så meld dig under fanerne som ugens gæstebartender.

 

UNDERHOLDNING PÅ SCENEN
EU har en stolt tradition med masser af underholdning, shows, teater, quizzer, musik og sang. Ca. hver 14. dag vil du kunne opleve et show på scenen - så få sat nogle krydser i kalenderen. Som serviceinfo bør det lige nævnes, at der er lukket for alle andre aktiviteter, når der er show på scenen.

 

JULESHOW
Gennem mange år har der hvert år været et knald af et juleshow på scenen. Det skal der selvfølgelig også være i år - så sæt kryds i kalenderen den 12.-14. december kl. 19.30. Her vil du opleve en ungdomsskole sat på den anden ende med masser af nisser, musik, sang og underholdning.

 

US-MGP
EU har i mange år - rigtig mange år (også før der var noget i fjernsynet der hed MGP) afholdt et årligt Melodi Grand Prix. I år er det udvidet til at alle elever, der er tilmeldt Helsingør Kommunale Ungdomsskole, også kan deltage. Den store MGP-dato er torsdag den 22. marts kl. 19.30. I løbet af efteråret kan du hente materiale med regler, tilmeldingsblanketter m.m. på din ungdomsskole. Så kom i gang med at samle vennerne, lav nogle fede sange, og få lavet et brag af et hit. Vi glæder os allerede.

Helsingør Kommunale Ungdomsskole | Rasmus Knudsens Vej 52 | 3000 Helsingør | Tlf.: 49281130